Arkiv over 'medlemsmøder'Kategori

Ses vi på torsdag?

6/6-2008

En kvinde der beskriver sig selv således:

Cybersociolog. Analytisk, kritisk, humoristisk. Fokus på virtuel organisation; socialt samspil og digital kommunikation på alle platforme. Relativt ny i konsulentbranchen, under erfarne vinger. Eneste alternative karriereønske er ansættelse på At Tænke Sig. Aktiv i lokalt beboerarbejde, økonomisk aflad på andre felter. Bor under evne, spiser over evne, klæ’r mig efter evne.

må da være værd at lytte til!

Derfor har vi inviteret Stine Gotved til at komme og holde et oplæg for os inden generalforsamlingen den 12. juni 2008.

Foredraget og generalforsamlingen holdes vanen tro i Admiral Gjeddes Gård, St. Kannikestræde 10, 1169 København K.
Aftenen starter allerede kl. 17 hvor vi mødes i Digterkroen i stueetagen. Foreningen byder på en sandwich til alle, der har meldt sig til, og der vil være mulighed for at købe øl og vand.
Kl. 18.00 går vi op ovenpå i Holbergsalen, hvor Stine Gotved vil tale om eksistens på nettet - sociale medier - hvad får vi ud af det - hvad er risikoen.
Kl. 19.15 starter selve generalforsamlingen.

Dette arrangement er kun for medlemmer!

PS - Kunne du tænke dig at være med i bestyrelsen? Det er både sjovt, hyggeligt og lærerigt… Du kan melde dig som kandidat på webgrrls@webgrrls.dk eller via en af bestyrelsesmedlemmerne.

Lisa

Afsted!

19/5-2008

Puh, jeg har travlt… laptoppen skal ned i tasken, der skal købes aftensmad, snacks og drikkevarer, vi skal hænge skilte op, vi skal være klar til at byde velkommen til aftenens Webgrrls-arrangement om 1 time: Search Engine Marketing.
Vi ses!
Lisa

Synlighed på nettet med SEM

13/5-2008

(Search Engine Marketing) er emnet for vores næste medlemsarrangement på mandag i næste uge. Tilmelding via Facebook eller via webgrrls.dk.

Hvordan man skaber trafik på sit website med online annoncekampagner?
Hvad er det geniale ved Adwords?
Hvordan sætter man en kampagne op?
Hvordan sikrer man sig at kampagne skaber overskud?

Line Nørregaard, SEM-ekspert hos notabene.net holder et oplæg om Search Engine Marketing, AdWords m.m. og det foregår i Forsamlingshuset, Kulturstaldene Vesterbro.

Jeg håber vi ses,
Lisa

Blogmediet for begyndere

30/4-2008

På medlemsmødet den 22. april 2008 gav jeg en kort introduktion til blogmediet og dets muligheder.
Nu læser du jo dette på en blog - så mediet er ved at være udbredt, men her er lidt om, hvad det er og kan.
Dybest set er blogmediet et hurtigt, nemt og ikke mindst gratis publiceringsværktøj. En måde at publicere på nettet uden (man behøver at have) nogen teknisk indsigt og viden, og det kræver ingen programmer eller udstyr - et apparat med adgang til internettet er nok.
Blogmediet er bare en form, og kan som sådan bruges til en hvilken som helst form for indhold; man kan have en fotoblog, en tekstblog, en videoblog, en lydblog eller en lidt-af-det-hele-blog.
Mediet indbyder via til dialog, feedback og debat med læserne via sin kommentarfunktion, blogmediet kan trække nettet ind posterne (via links, you-tube, citater, flickr etc.), Blogrolls / Linklister, RSS-feed og pingtjenester.

web20

Det centrale i bloggen er indholdet; da designet vælges fra skabeloner og indholdet blot er sorteret i poster med den nyeste øverst. Friheden ligger derfor i indholdsdelen: Formen, materialevalget - men posterne kan sorteres og ordnes i kategori- eller med tag-sortering.

Næste spørgsmål er: Hvilken platform skal man bruge til sin blog?
Bruger man en af de “hostede” platforme på nettet fx. blogger.com, smartlog.dk eller wordpress.com, så
ordner andre teknikken for dig; opdaterer softwaren og sørger for backup af din blog. Til gengæld er mulighederne begrænsede, når du får smag for avancerede funktioner, og gerne vil have din blog til at kunne alt muligt smart…
Vil du hellere selv have magten over din blog, så kan jeg (og Karen, Hanne & Lisa) varmt anbefale WordPress, som kan downloades i en dansk udgave lige til at installere på dit eget domæne. Det er open source, det er dejligt, og der er masser af nørder entusiaster derude der udvikler på WordPress, koder smarte små plugins, så din blog får nye fikse funktioner - hvis nu du synes det ville være fantastisk med et smart fotogalleri, humoristiske tidsangivelser, et lækkert arkiv, fancy sortering af kommentarerne eller hvad du nu kan forestille dig… Et eller andet sted på et teenageværelse i Bangalore, Budapest eller Brønshøj er der nemlig garanteret én, der har kodet et fikst lille plugin, der kan netop det! Og der er hjælp at hente i det danske wordpressforum, hvis teknikken spiller - og du kan møde op til hyggelige søndagsarrangmenter og få hjælp af wordpress-hajerne, eller selv hjælpe nogle af novicerne (og måske har Karen bagt!)
- Vil du prøve WordPress, men er du ikke klar til at fifle med det på eget domæne endnu, så start på den “hostede” version her på wordpress.com - for du kan selvfølgelig flytte din blog med ud på dit eget domæne, når du er klar til det.

Det blev en længere smøre, men vil du stadig vide mere, så tjek nogle af linkene i det ovenstående, eller læs evt. mere på min blog om at bruge blogmediet i undervisningen.

Annette

Tilgængelighed på internettet

29/4-2008

Jeg lavede på medlemsmødet den 22. april 2008 en kort gennemgang af nogle af de vigtigste aspekter omkring hjemmesider og tilgængelighed for personer med funktionsnedsættelser. Her kommer en kort oversigt over de vigtigste pointer.

Et mindretal i befolkningen på ca. 1.750.000

I Danmark er der ca. 820.000 personer over 65 år. Af disse har en stor del funktionsnedsættelser i forhold til at bruge en computer. Det kan være dårligt syn, nedsat motorik eller ganske simpelt manglende rutine.

Der anslås at være ca. 500.000, der i større eller mindre grad har problemer med at læse og skrive almindelige dagligdags tekster.

Der er ca. 50.000 synshandicappede (blinde og svagtseende), for hvem tekstbaseret information indtil for nylig var utilgængelig, men som nu i kraft af IT potentielt har muligheden for at deltage på lige fod i et demokratisk samfund.

Det anslås at ca. 300.000 personer bruger høreapparat eller andet teknisk udstyr pga. nedsat hørelse, og ca. 4000 er helt døve.

Der er ca. 75.000 personer, der har kognitive funktionsnedsættelser og mere end 25.000 med motoriske funktionsnedsættelser.

Når vi tænker på at sikre tilgængeligheden er det altså ikke kun til gavn for en minoritet i befolkningen. Potentielt vil det være en hjælp for ca. hver fjerde bruger af internettet.

Checkliste

Følgende er en liste over nogle af de vigtigste principper for tilgængelighed på netsteder. Det vil sige, at webdesignere og udviklere som et minimum bør imødekomme eller forholde sig til disse punkter:

  1. Sæt beskrivende alt-attributter på billeder, <AREA> elementer på image maps, grafiske knapper, bannere, lyd- og videoklip, scripts, appletter og andre programobjekter. Men brug tomme alt-attributter på tomme billeder.
    Se W3C’s teknikker til opmærkning af alternativ tekst
  2. Brug beskrivende linktekster eller attributten title på links, til at fortælle hvor linket fører hen. Undgå brug af intetsigende linktekster og titles såsom “Klik her” eller “Læs mere”.
    Se W3C’s teknikker til opmærkning af link tekster
  3. Sørg for at alle links og funktioner kan navigeres til og aktiveres både med og uden mus.
    Se W3C’s teknikker til sikring af uafhængighed af mus
  4. Opmærk alle formularelementer korrekt med <LABEL>, så der ikke er tvivl om, hvilke informationer der skal tastes i hvilke felter.
    Se hvordan du opmærker formularer med <LABEL>
  5. Sørg for god kontrast mellem tekst og baggrundsfarve og undgå rød/grøn og grøn/blå farvekombinationer.
    Se hvad W3C anbefaler mht. brug af farver
  6. Brug relative størrelsesangivelser til tekst, så brugeren selv har mulighed for at skifte størrelse efter behov.
    Se her hvordan du laver relative størrelser på tekst

Få mere viden

Læs mere om tilgængelighed her:

Susie

Intro til Second Life

23/4-2008

Min præsentation på medlemsmødet den 22. april 2008 handlede om hvordan man opretter en avatar i Second Life. Jeg forsøgte også at dele min begejstring for SL, som vi kalder det. Jeg kan sagtens forstå hvis man synes det er meget tidskrævende at komme godt i gang med SL, det er det også, men det har udviklet sig til det bedste tidsfordriv jeg kan slappe af til. Jeg kan lide at finde gratis tøj og sko, jeg kan lide at sammensætte outfits, jeg kan lide at gå til koncerter i SL, jeg elsker at danse (det er jeg nemlig formidable til i SL), og så synes jeg det er ret spændende at snakke/chatte med mennesker fra hele verden.

Ved mødet havde jeg lavet en lille folder med gode råd til at komme i gang. Hvis du ikke var til mødet, men stadig er interesseret, kan du hente folderen her. Hent folder. Jeg vil gerne udvide mit indlæg lidt her med et par gode fif til hvordan man ordner sin Inventory, hvordan man lettest finder spændende steder, hvordan man kan bruge de resourcer der er på secondlife.com. Men det bliver i et senere indlæg.

Bente

Workshops for Webgrrls

4/4-2008

tirsdag den 22. april 2008 fra kl. 17.30 i Forsamlingshuset, Kulturstaldene, Onkel Dannys Plads, Halmtorvet 13C, København V.

Flere oplysninger samt tilmelding via webgrrls.dk.

Nærmest lykkelig i Nørdland

24/1-2008

På torsdag den 31. januar holder vi et medlemsmøde i København, hvor Dorte Toft kommer og fortæller om sit og Annette K. Nielsens spændende projekt Nærmest lykkelig i Nørdland.

Mødet er gratis for medlemmer, hvorimod gæster skal betale 75 kr. for at deltage. Hvis man efterfølgende melder sig ind i Webgrrls, bliver de 75 kr. selvfølgelig fratrukket det første årskontingent. Husk at tilmelde dig - se mere på webgrrls.dk.

Årets Webgrrl 2007

28/11-2007

Det var en ornli’ syg julebazar! Boder og handel, snak om alt fra SharePoint og CSS og Joomla til strikning og japansk home cooking… og så blev Årets Webgrrl 2007 kåret: Tina Samuelsson - fordi Tina altid er ferm til at finde gode løsninger til svære IT-spørgsmål. Og så er hjælpsomhed en af Tinas store styrker.

Tillykke Tina!

Det var dejligt at få sat ansigter på nogle af alle dem vi ellers mest kender fra mail-listerne WIT og WOT, dejligt at få god mad og gode grin. Nå ja, så lærte vi også lige at danse hip-hop. Dér. WordPress-håndtegn og sårn. Yo!

Lisa

Noter fra medlemsmødet

31/10-2007

Hvis du ikke fik fat i alle Mette Juuls guldkorn, ligger mine noter fra det superspændende medlemsmøde nu på webgrrls.dk (log ind i medlemsområdet).

Lisa