Skribentarkiv

Podcasterprisen 2008

16/6-2008

Vores egen webgrrl Karin Høgh har i år taget initiativet til uddelingen af årets podcasterpris.

Webgrrls har i den anledning været sponsor for podcasterprisen ved at donere et års medlemskab + 500 kr. til den bedst placerede kvinde.

Og da årets podcasterpris blev uddelt i torsdags på FDIM´s arrangement Mediernes Internetpris var vinderen rent faktisk en kvinde - nemlig Jette Harthimmer, der vandt som podcaster på Claircast.

Jette Harthimmer fik sin præmie overrakt af Webgrrls’ bestyrelse ved prisfesten på Hotel Fox i fredags, og hun glæder sig efter eget udsagn meget til at blive en ægte webgrrl.

Webgrrls overrækker et medlemsskab til årets podcaster Jette Harthimmer

Præmien på de 500 kr. fra Webgrrls har hun oplyst, at hun vil bruge til køb af en dobbeltmikrofon, som hun kan bruge til sine podcastoptagelser.

Jette Harthimmer vandt temmelig suverænt over de fire øvrige nominerede podcastere med 66% af stemmerne. Til inspiration kan det nævnes, at de øvrige nominerede var:

Boris Boll-Johansen for Klørkonge.dk 

Palle Bo og Túka Berg Lynge for Panikknappen

Krister Moltzen, Anders Kjærulff, Tim Hinman og Rasmus Bjerre for Radiofonisk Selskab

David Bjerre og Dennis Rosenfeld for Dobbelt Ds Definitive DVD Podcast

Podcasternes Ærespris 2008 gik til Anders Lund Madsen og Anders Breinholt for Danmarks Mest Downloadede Podcast: De Sorte Spejdere på P3.

Podcasternes Ærespris 2008 gik til Anders Lund Madsen og Anders Breinholt

Susie

Tilgængelighed på internettet

29/4-2008

Jeg lavede på medlemsmødet den 22. april 2008 en kort gennemgang af nogle af de vigtigste aspekter omkring hjemmesider og tilgængelighed for personer med funktionsnedsættelser. Her kommer en kort oversigt over de vigtigste pointer.

Et mindretal i befolkningen på ca. 1.750.000

I Danmark er der ca. 820.000 personer over 65 år. Af disse har en stor del funktionsnedsættelser i forhold til at bruge en computer. Det kan være dårligt syn, nedsat motorik eller ganske simpelt manglende rutine.

Der anslås at være ca. 500.000, der i større eller mindre grad har problemer med at læse og skrive almindelige dagligdags tekster.

Der er ca. 50.000 synshandicappede (blinde og svagtseende), for hvem tekstbaseret information indtil for nylig var utilgængelig, men som nu i kraft af IT potentielt har muligheden for at deltage på lige fod i et demokratisk samfund.

Det anslås at ca. 300.000 personer bruger høreapparat eller andet teknisk udstyr pga. nedsat hørelse, og ca. 4000 er helt døve.

Der er ca. 75.000 personer, der har kognitive funktionsnedsættelser og mere end 25.000 med motoriske funktionsnedsættelser.

Når vi tænker på at sikre tilgængeligheden er det altså ikke kun til gavn for en minoritet i befolkningen. Potentielt vil det være en hjælp for ca. hver fjerde bruger af internettet.

Checkliste

Følgende er en liste over nogle af de vigtigste principper for tilgængelighed på netsteder. Det vil sige, at webdesignere og udviklere som et minimum bør imødekomme eller forholde sig til disse punkter:

  1. Sæt beskrivende alt-attributter på billeder, <AREA> elementer på image maps, grafiske knapper, bannere, lyd- og videoklip, scripts, appletter og andre programobjekter. Men brug tomme alt-attributter på tomme billeder.
    Se W3C’s teknikker til opmærkning af alternativ tekst
  2. Brug beskrivende linktekster eller attributten title på links, til at fortælle hvor linket fører hen. Undgå brug af intetsigende linktekster og titles såsom “Klik her” eller “Læs mere”.
    Se W3C’s teknikker til opmærkning af link tekster
  3. Sørg for at alle links og funktioner kan navigeres til og aktiveres både med og uden mus.
    Se W3C’s teknikker til sikring af uafhængighed af mus
  4. Opmærk alle formularelementer korrekt med <LABEL>, så der ikke er tvivl om, hvilke informationer der skal tastes i hvilke felter.
    Se hvordan du opmærker formularer med <LABEL>
  5. Sørg for god kontrast mellem tekst og baggrundsfarve og undgå rød/grøn og grøn/blå farvekombinationer.
    Se hvad W3C anbefaler mht. brug af farver
  6. Brug relative størrelsesangivelser til tekst, så brugeren selv har mulighed for at skifte størrelse efter behov.
    Se her hvordan du laver relative størrelser på tekst

Få mere viden

Læs mere om tilgængelighed her:

Susie